Visuelt flotte projekter satte præg på #hack4dk 2013

| 0 comments

Den sidste weekend i september 2013 blev #hack4dk nummer to afviklet på Det Kongelige Bibliotek og Nationalmuseet.  På KB blev årets ignite-sessioner afholdt (programmet kan ses her) – selve hackathon´et  foregik i Nationalmuseets festsal.

Det er andet år, at #hack4dk afholdes, og arrangementet var på flere punkter anderledes end sidst. Der var flere tilmeldte (over 50) og procentdelen af udviklere var større end sidst. En kreativ brainstorm og en frivillig grafiker modnede projekterne både visuelt og indholdsmæssigt. Der var længere tid til selve hackaton´et  og kodningen.  Alt sammen faktorer, der tilsammen gjorde det muligt at gøre projekter og prototyper mere “færdige” end sidste år.

Titlen som vinder af #hack4dk gik til Rasmus Lorentzen (@syntax42) fra Odense Bys Museer, som skabte et heatmap over københavnernes flytninger ud fra “Politiets Registerblade” i Københavns Stadsarkiv.

Netop dette projektet demonstrerer på mange måder, hvilket potentiale, der er for kulturarven, når mange aktører får mulighed for at spille sammen. De data, som findes i databasen er skabt på initiativ af slægtsforskerforeninger, som henvendte sig til stadsarkivet med ideen til et crowdsourcingprojekt. Foreningerne bidrog også økonomisk til selve digitaliseringen.  Stadsarkivet har etableret og drevet websiten med indtastningsinterfacet og faciliteret hele tasteprocessen gennem flere år. “Crowdsourcere” har indtastet oplysningerne fra de over 1,4 millioner registerblade.  Det åbne API blev etableret på sidste års hackathon og i 2013 blev der arbejdet kreativt videre med selve indholdet i det visualiseringsprojekt, som findes i YouTube-videoen ovenfor.

Vinderprojektet fik imidlertid kamp til stregen af “Natmus Mosaic“. Til dette projekt blev der udviklet en algoritme, som kunne croppe billeder ud af Nationalmuseets digitaliserede registreringskort. Hovedparten af de fotos, som pt er i museets base viser fotografier, klæbet op på registreringskort, der selvfølgelig indeholder metadata.  Metadata er nærmest vitale for brugen af materialet. Men det fulde registraturkort er ikke en fremvisningsform, der er særligt visuelt attraktiv. Runner-up -projektet klippede og viste de “rene” fotos i en søgbar grænseflade, hvor billederne ses i en mere pinterest-lækker visning.

Årets hack4dk rummede mange andre fede projekter med masser af læringspotentiale og kreativ kulturarvsformidling: fx  “gættelegene”  fasHISTOnista,  en app som viser klip fra Daells Varehus katalogerne på Det Kongelige Bibliotek og  ArtQuiz som handler om at gætte tilblivelsesår for kunstværker. Hele listen over projekter – med link, så man kan prøve dem – findes på hack4dk-bloggen.


Mere om #hack4dk 2013:
#hack4dk-stream på Twitter
Slides fra ignite-sessionerne (Det Kongelige Biblioteks slideshare)
Fotoserie fra 1. dag på Hack4dk (michammel på Flickr)
Instagram #hack4dk
Storify af Karen Mardahl
(Meget) håndholdt livestream af show-and-tell
Norsk blogpost om hack4dk
Videoreportage fra norske gæster: Hvorfor har man hackathons?

Hack4dk-bloggen
– med liste over alle projekter og dataset til hack4dk 2013 

Skriv et svar

Required fields are marked *.