Nationalmuseet på Google Art Project

| 0 comments

Som det eneste danske, kulturhistoriske museum er Nationalmuseet nu en del af Google Art Project.  Adgangen til den digitale “rundgang” blev åbnet 21. maj 2013 og markeres kl. 11 ved et hang-out on air, hvori også Skagens Kunstmuseum, den radikale kulturordfører Marlene Borst Hansen og 8 klasse fra Højby skole deltager.

Optagelserne af museets mange hundrede kvadratmeter udgøres af ialt 1293 360-graders fotos. De er blevet taget over flere dage, på mandage og uden for åbningstid. Efterfølgende er optagelserne sat sammen, og hvert eneste billede manuelt kvalitetskontrolleret og gennemgået.   Fotograferingen af Solvognen i den særligt høje opløsning strakte sig over en hel arbejdsdag (med overtid) – men resultatet er imponerende. I den høje opløsning kan netgæsten zoome ind på detaljer, som næsten kun kan anes på originalen.

For et museum som Nationalmuseet er der mange pointer i at være med i Art Project. Det passer meget fint sammen med museets mission – at “rumme og udvikle forudsætningerne for, at alle kan få indsigt i kulturhistorien”. Men kunst og kultur hænger sammen, så derfor er der – også på et kulturmuseum som Nationalmuseet – spændende genstande for den, der primært besøger Art Project ud fra en æstetisk interesse. Desuden kan ressourcen bruges både for dem der vil have kulturarv og kunst online og onsite.

For det første kan man se og læse om en lang række række genstande, gengivet i højopløste billeder. Billederne kan zoomes og let videredeles til sociale netværk som G+, Facebook og Twitter. Men de kan også bruges i hang-outs, og dermed indgå i samtaler; samtaler mellem kunstinteresserede, i online-kurser… eller mellem nogen, der bare lige skal vise hinanden noget spændende og flot.

Men Google Art Project kan også anvendes af den, der skal stå for tilrettelæggelse af et fysisk museumsbesøg. Hvis man fx er skolelærer, arbejder i turistbranchen – eller skal planlægge en sommerudflugt for kortklubben – kan man via “rundgangen” danne sig et indtryk af, hvordan museet er indrettet, og hvilke ting, man vil udvælge til sin tur.

Der er mange muligheder, og vi håber, at de 82 genstande, som Nationalmuseet i første omgang har bidraget med, kan få følgeskab af lidt flere.

 

Skriv et svar

Required fields are marked *.